Vedtægter og jura er nok noget, der kan give de fleste mennesker hovedpine. Vi gider ikke gå op i alle mulige detaljer og kan synes, at alt det priniprytteri er tåbelig spild af tid.
Men vedtægter og jura er egentlig ikke andet en aftaler, vi laver med hinanden. Vi afstemmer forventninger for at undgå splid. Så længe, vi er enige og hygger os med hinanden er aftaler ikke vigtige, men på et eller andet tidspunkt vil vores uenighed være så stor, at følelser og engagement tager over for fornuften - og så er det for sent at lave aftaler, for så tænker vi ikke klart.
Derfor er aftaler noget, vi må lave, mens vi har det godt sammen, fordi vi véd, at uenigheden kan ødelægge vores fællesskab. Derfor formuleringen: aftaler indgås i fredstid med henblik på krigstid... Lad mig give et eksempel fra virkeligheden:
Da Kristendemokraterne i 2009 skulle have landsmøde, var situationen ophedet. Dels var der massiv ændring af principporgram på spil og dels var der indædt kampvalg om formandsposten.
Stemningen var intens og de delegeredes følelser sad uden på tøjet. På overfladen var folk høflige, men under overfladen lurede vrede og agression. Alle ønskede partiets bedste, men uenigheden om, hvad det bedste var, kombineret med engagement ud over det sædvanlige, skabte en ubehagelig atmosfære.
Det var allerede inden selve landsmødet lige ved at gå helt galt. Partiets vedtægter havde klare regler om deadline for anmelding af delegerede, men den alment brugte praksis var, at man ikke tog deadline særlig seriøst.
Nu havde den organisatoriske formand, Tove Buch, den "frækhed" at insistere på, at ved et så vigtigt landsmøde måtte reglerne overholdes til punkt og prikke: der skulle kunne stilles tvivl bagefter. Storkredsene blev informeret, så alle var klar over, at man agtede at holde fast i de aftaler, som vedtægterne indeholdt.
Desværre havde man i de storkredse, som ikke bakkede op om den siddende formand, Bodil Kornbek, ikke taget meldingen til sig, med det resultat, at partiets hovedkontor ikke kunne godkende den reviderede liste over delegerede fra bl.a. Vestjyllands storkreds, som indløb efter fristens udløb.
Vreden fra den religiøse højrefløj var til at tage og føle på: folk, som bakkede op om Bodil Kornbek blev ringet op og fraskrevet retten til at kalde sig kristen, tilhængere af et formandsskifte ville ikke hilse på venstrefløjens tilhængere på gaden og nogle blev mobbet i en grad, så de til sidst meldte sig ud af partiet.
Presset af en ophedet debat besluttede ledelsen at slække på vedtægternes bestemmelse og acceptere den traditionelle metode, selv om den var i strid med vedtægterne og landsmødet forløb nogenlunde som ventet: formanden blev væltet, principprogrammet blev udvandet i forhold til det, som udvalget havde lagt op til og Vestjyllands storkreds stod som den ubestridte sejrherre i partiet.
Tilbage står nu et par interessante spørgsmål:
Bodil Kornbek medlte sig straks ud af partiet sammen med omtrent 50 ud af ca. 200 andre delegerede og kunne derfor naturligvis ikke rent juridisk være formand for partiet længere, men når vedtægterne således blev tilsidesat for traditionen er det diskutabelt, om Bjarne Hartung Kirkegaard rent juridisk nogensinde har været formand. Men endnu værre: hvilket principprogram kan reelt siges at gælde for partiet? Kan man vedtage nogen som helst på et landsmøde, når vedtægterne for sådan et landsmøde ikke er overholdt?
Almindeligvis kan et landsmødet tilsidesætte hvad som helst, da landsmødet jo er øverste myndighed, også når det gælder vedtægterne. Hvis en landsmødeprocedure således ikke reelt er overholdt, men landsmødet godkender den ændrede procedure - ja, så er proceduren OK.
Men her var det anderledes, for her handlede det ikke alene om proceduren, men i høj grad om landsmødets autoritet til at godkende proceduren - eller med andre ord: kunne man forsvare, at de ekstra delegerede havde stemmeret til at vedtage, at de havde stemmeret?
Rent juridisk er det en gråzone ene og alene af den årsag, at vedtægterne i mange år ikke - måske endda aldrig - havde været overholdt. Og rent juridisk har traditionen ret stor vægt.
Hele denne historie tjener som et glimrende eksempel på, hvor vigtigt det er at forstå aftalens essens: vi laver aftaler, når vi er enige, for at have fornuftige aftaler om, hvordan vi træffer beslutninger, når vi IKKE er enige.
Og når vi så laver disse aftaler, så er det vigtigt, at vi overholder dem, også i de situationer, hvor vi kan tænke, det er lidt for fjollet og lidt for meget principrytteri - tager vi ikke lektien til os, mens vi har det godt sammen, så må vi lære lektien på den hårde måde, når vi bliver så uenige, at det bliver til et verbalt og mentalt blodbad...
Aftaler indgås i fredstid med henblik på krigstid!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar