Kommunikationseksperter verden over siger gerne, at mere end 80% af al kommunikation handler om kropssprog og stemmeføring - det er noget skrækkeligt vrøvl!
Procentsatser antyder nemlig, at man kan dele kommunikationen op i dele, der er uafhængige af hinanden, og sådan hænger det ikke sammen. Hvis man skal forstå sammenhængen mellem kropssprog, stemmeføring og ord kan man med fordel se det som en matematisk formel i stil med:
Opfattet budskab = Ord * (Kropssprog + stemmeføring)
Eller mere visuelt kan man se kropssproget og stemmeføringen som det fundament, man bygger ordene op på. Hvis fundamentet ikke er i orden eller ikke stemmer overens med ordene, så bliver ordene i bedste fald ligegyldige - i værste fald forstået modsat hensigten.
Forestil dig, at du ser et indslag i TV-avisen med lyden slået fra. Hvad opfatter du af budskabet fra en politiker eller en direktør for et stort selskab, hvis du kun har deres kropssprog at forholde dig til? Har du bare nogenlunde som mig, vil du forsøge at fange budskabet ved at holde øje med den visuelle baggrund eller de skrevne oplysninger i indslaget, hvor du f.eks. kan læse dig til, hvem personen, du ser, er og hvor han eller hun kommer fra. Er det direktøren for Vestas og er der billeder i indslaget af et amerikansk flag, kan du måske gætte dig til, at det handler om ordrer i USA... men du kan ikke vide, om det er nye ordrer, der er modtaget, ordrer, der er blevet annuleret eller for den sags skyld, om der er politiske forviklinger, der skaber problemer for ordrerne. Du ved faktisk ikke engang, om der er tale om 1 ordre eller flere, om det er store eller små ordrer, eller om der blot er tale om ordrer, Vestas håber på at få ved en udvidelse af markedsindsatsen eller en omrokering i organisationen.
Så næste gang, du hører kommunikationseksperter sige, at mindst 80% af al kommunikation handler om alt andet end det, man siger, så er det altså noget vrøvl! Ord betyder meget mere end 20% i kommunikation, for ordene er selve budskabet - alt det andet er den beholder, budskabet leveres i og jo bedre beholder, jo større betydning får ordene. Kropssprog og stemmeføring er en multipliceringsfaktor, der forstærker ordene, ikke en procentsats, der presser ordene inde.
Vær´sgo, så er det sagt! Nu er det tid til at brokke sig, hvis du er uenig! Men selvfølgelig er du ikke det...?
fredag den 28. oktober 2011
onsdag den 26. oktober 2011
Ferie - en vigtig del af dit arbejdsliv
De fleste af os ser frem til at holde ferie, men det er de færreste, der er rigtig gode til det.
For det første har vi svært ved at afklimatisere os og gå i feriefokus. Det er derfor, vi har ret til tre uger sammenhængende. En uge til at geare ned, en uge til at slappe af og en uge til at gøre klar til igen at komme i gang.
Men dagligdagens travlhed gør ofte, at vi er bagud på hjemmefronten. Så når ferien starter bruger vi den ofte til at nå noget derhjemme. Så holder vi et højt tempo og bruger uge to til at geare ned og kan slet ikke finde ud af at nyde ferien. Det kan vi i uge tre og når vi så kommer tilbage fra ferien er vi totalt blanke på arbejdsopgaverne og skal bruge en frygtelig masse energi på at genstrukturere effektiv arbejdsrytme. År efter år lægger vi stress på stress og efterhånden sniger arbejdspresset sig ind i den første eller sidste ferieuge til vi til sidst må kapitulere.
Det er ikke godt for hverken dig eller din arbejdsgiver...
Sørger du for at holde ferie fra dag 1?
For det første har vi svært ved at afklimatisere os og gå i feriefokus. Det er derfor, vi har ret til tre uger sammenhængende. En uge til at geare ned, en uge til at slappe af og en uge til at gøre klar til igen at komme i gang.
Men dagligdagens travlhed gør ofte, at vi er bagud på hjemmefronten. Så når ferien starter bruger vi den ofte til at nå noget derhjemme. Så holder vi et højt tempo og bruger uge to til at geare ned og kan slet ikke finde ud af at nyde ferien. Det kan vi i uge tre og når vi så kommer tilbage fra ferien er vi totalt blanke på arbejdsopgaverne og skal bruge en frygtelig masse energi på at genstrukturere effektiv arbejdsrytme. År efter år lægger vi stress på stress og efterhånden sniger arbejdspresset sig ind i den første eller sidste ferieuge til vi til sidst må kapitulere.
Det er ikke godt for hverken dig eller din arbejdsgiver...
Sørger du for at holde ferie fra dag 1?
Published with Blogger-droid v1.7.4
onsdag den 19. oktober 2011
Ude af sind, ude af øje...
Uanset, om du er ledig eller i arbejde og uanset, om du søger nyt job eller ej, er det en god idé at holde dit CV vedlige. For lige pludselig kan du stå i en situation, hvor det får ekstra betydning, hvad du før har lavet.
Måske står din virksomhed over for en udfordring, hvor du har noget at bidrage med og så er det ikke sikkert, at du husker dine kompetencet ift. den udfordring.
Hvis du netop har kigget dit CV igennem kommer du måske i tanke om, at du har et bidrag, som gavner din arbejdsgiver og på den måde styrker du både din virksomhed og din egen position på din arbejdsplads.
Den gamle talemåde: "ude af øje, ude af sind" gælder nemlig også den anden vej: "ude af sind, ude af øje."
Det, vi ikke har beskæftiget os med i lang tid og som derfor er "ude af sind" kan være svært at få øje på, når muligheden byder sig for at bruge vores erfaring.
Rent psykologisk handler det om, at vi lærer af det, vi kan huske...
I det seneste stykke tid har jeg arbejdet med mit CV og er igen og igen kommet i tanke om kompetencer, det også skal tilføjes...
I dag blev jeg gjort opmærksom på noget, jeg helt havde glemt. Det var min fantastiske kone, der i en samtale pludselig sagde: "har du forresten husket at føre på dit CV, at du har været på medietræningskursus med Morten Løkkegaard?"
Det havde jeg rent glemt!
Og det er jo en af mine spidskompetencer! Som jeg endda kan dokumentere...
Den kom på linkedin med det samme!
Måske man skulle lade sit liv passere revy...?
Har du fået det hele med?
Måske står din virksomhed over for en udfordring, hvor du har noget at bidrage med og så er det ikke sikkert, at du husker dine kompetencet ift. den udfordring.
Hvis du netop har kigget dit CV igennem kommer du måske i tanke om, at du har et bidrag, som gavner din arbejdsgiver og på den måde styrker du både din virksomhed og din egen position på din arbejdsplads.
Den gamle talemåde: "ude af øje, ude af sind" gælder nemlig også den anden vej: "ude af sind, ude af øje."
Det, vi ikke har beskæftiget os med i lang tid og som derfor er "ude af sind" kan være svært at få øje på, når muligheden byder sig for at bruge vores erfaring.
Rent psykologisk handler det om, at vi lærer af det, vi kan huske...
I det seneste stykke tid har jeg arbejdet med mit CV og er igen og igen kommet i tanke om kompetencer, det også skal tilføjes...
I dag blev jeg gjort opmærksom på noget, jeg helt havde glemt. Det var min fantastiske kone, der i en samtale pludselig sagde: "har du forresten husket at føre på dit CV, at du har været på medietræningskursus med Morten Løkkegaard?"
Det havde jeg rent glemt!
Og det er jo en af mine spidskompetencer! Som jeg endda kan dokumentere...
Den kom på linkedin med det samme!
Måske man skulle lade sit liv passere revy...?
Har du fået det hele med?
Published with Blogger-droid v1.7.4
mandag den 17. oktober 2011
Meler du din egen kage?
Forleden talte jeg med én, som gerne ville sætte et projekt i gang. Det var et projekt, som potentielt kunne gavne både socialt, erhversmæssigt og samfundsmæssigt.
Der skulle ansættes en projektleder og initiativtageren ville gerne selv påtage sig opgaven, men var i tvivl om det etiske i dét:
"Jeg vil jo ikke bare mele min egen kage," lød dét.
Det er altid godt med etiske overvejelser, men her var der nok nærmere dømt jantelov. Vi har en tendens til at holde os tilbage for at fremme vores egne muligheder, især når det gælder velgørende tiltag og videreudvikling af tiltag, andre har startet. Det skulle jo nødig hedde sig, at jeg stikker næsen for langt frem eller får gavn af andres ulykke...
Og så er det, vi lægger bånd på os selv og holder os frygtsomt tilbage uden at yde vores bedste.
Men måske er janteloven egentlig bare et påskud? Et skjold vi holder op foran os, fordi det er lettere at påkalde janteloven end det er at se frygten i øjnene...
Frygten for at fejle, for ikke at slå til, for ikke at holde løftet om succés. Så længe vores indsats er frivillig og ulønnet kan andre jo ikke stille krav om påviselige resultater, men hvis vi går efter lønnet arbejde med en synlig og formuleret tro på, at vi kan gøre det, vi sætter os for, så fanger bordet. Så indebærer det en risiko for fiasko.
Måske er det på tide at se frygten i øjnene og mele din egen kage? Der er jo ingen, der siger, at du behøver slå brødet større op, end du kan bage det...
Start med en lidt mindre portion og gå efter det, du er 75% sikker på at kunne indfri. Så har du stadig et mål at gå efter, uden du behøver knække nakken på det...
Og ærlig talt: hvis du ikke meler din egen kage, hvem skal så gøre det?
Der skulle ansættes en projektleder og initiativtageren ville gerne selv påtage sig opgaven, men var i tvivl om det etiske i dét:
"Jeg vil jo ikke bare mele min egen kage," lød dét.
Det er altid godt med etiske overvejelser, men her var der nok nærmere dømt jantelov. Vi har en tendens til at holde os tilbage for at fremme vores egne muligheder, især når det gælder velgørende tiltag og videreudvikling af tiltag, andre har startet. Det skulle jo nødig hedde sig, at jeg stikker næsen for langt frem eller får gavn af andres ulykke...
Og så er det, vi lægger bånd på os selv og holder os frygtsomt tilbage uden at yde vores bedste.
Men måske er janteloven egentlig bare et påskud? Et skjold vi holder op foran os, fordi det er lettere at påkalde janteloven end det er at se frygten i øjnene...
Frygten for at fejle, for ikke at slå til, for ikke at holde løftet om succés. Så længe vores indsats er frivillig og ulønnet kan andre jo ikke stille krav om påviselige resultater, men hvis vi går efter lønnet arbejde med en synlig og formuleret tro på, at vi kan gøre det, vi sætter os for, så fanger bordet. Så indebærer det en risiko for fiasko.
Måske er det på tide at se frygten i øjnene og mele din egen kage? Der er jo ingen, der siger, at du behøver slå brødet større op, end du kan bage det...
Start med en lidt mindre portion og gå efter det, du er 75% sikker på at kunne indfri. Så har du stadig et mål at gå efter, uden du behøver knække nakken på det...
Og ærlig talt: hvis du ikke meler din egen kage, hvem skal så gøre det?
Published with Blogger-droid v1.7.4
søndag den 16. oktober 2011
Det er forventning, der driver værket
Der findes rigtig mange bud på, hvad der driver os og sætter os i bevægelse. Nogle pædagogiske retninger taler om belønning og straf, andre om anerkendelse og atter andre taler om motivation.
Jeg kan sige en hel masse om alle de retninger - og det er ikke alt sammen lige positivt - men i stedet vil jeg pege på noget, som desværre ikke rigtig er i fokus. Nemlig det, at vi er sociale væsener, der drives af at være i fællesskaber. Derfor er der én ting, der mere end noget andet driver os mod en bestemt adfærd:
Problemet er, at det jo gælder for negative såvel som positive forvetninger:
Hvis andre forventer af mig, at jeg er irriterende, larmende, fylder for meget og er ubehøvlet, så vil jeg forsøge at leve op til de forventninger og sætter alt ind på at være irriterende, larmende, fylde for meget og være ubehøvlet!
Hvis andre derimod forventer af mig, at jeg er selskabelig, festlig, sætter ting i gang og udfordrer normerne, så vil jeg sætte alt ind på at opfylde det.
Forskellen er et spørgsmål om mådehold...
Lagde du egentlig mærke til, hvad jeg skrev? Lagde du mærke til de egenskaber, jeg noterede for forventningerne? Her er de igen:
Det interessante er jo, at alle egenskaberne i den positive kolonne faktisk er de samme som i den negative. Forskellen består i den måde, man bruger egenskaberne på. Meget af det, vi opfatter som negativt er blot positive egenskaber, der er gået for vidt.
Så når vi siger: "med mådehold er alting godt," så skal det faktisk her forstås ganske bogstaveligt...
Den mest selskabelige person til en fest er rar og hyggelig at være sammen med i begyndelsen, men hvis der kommer lidt for meget alkohol indenbords, begynder de så småt at blive irriterende og klistrende...
Den festlige kan overdrive festlighederne til det bliver en uudholdelig larm
Igangsætteren, der ikke kan holde igen, men som vil sætte noget igang hele tiden, kommer til at fylde så meget, at ingen andre kan få plads.
Og så længe man udfordrer normerne inden for rimelighedens grænser, er det jo fantastisk, men hvis det overdrives, begynder sådan en person jo at være ubehøvlet og ikke særlig rar at være sammen med.
Hvad kan vi bruge det til? Hands-on experience:
For nogle år siden var jeg overordnet leder for et værested, hvor brugerne var en blanding af pensionister, alkoholikere og narkomaner. En af vores frivillige var kendt for at være en rigtig skrappedulle. Hun var konstant på nakken af de andre frivillige: skældte dem ud, når noget ikke var, som hun syntes, det skulle være, vrissede af brugere over den mindste detalje og blandede sig i stort set alt, hvad der foregik på stedet. Det skabte en utrolig dårlig stemning, især blandt de frivillige og vi kunne mærke, at det blev stadigt sværere at finde nye frivillige, fordi rygtet jo spredtes ude i byen og ingen havde lyst til at skulle ind til hende striglen...
Jeg indkaldte hende til en medarbejdersamtale, som jeg havde gjort tidligere med andre af de frivillige og da hun kom ind på mit kontor var hendes ryg spændt som en flitsbue! Alt i hendes kropssprog sagde: "Nu skal jeg garanteret have skideballe og jeg finder mig ikke i noget som helst!"
Så sagde jeg til hende: "Jeg har lagt mærke til, hvor engageret, du er og det er fantastisk at se, hvor meget, du går op i at alting skal være helt perfekt. Du har fokus på, at brugerne skal have det godt og at maden er helt i orden, lige fra bearbejdning af råvarerne og til det serveres. Du brænder for, at alle skal være gode ved hinanden og at man taler pænt til hinanden og du udstråler en energi, som jeg sjældent har set hos nogen. Er det noget, du kan nikke genkendende til?"
Hun var fuldstændig lamslået! Efterhånden, som jeg fortalte om mine observationer, slappede hun mere og mere af, satte sig i stolen og lyttede og da jeg var færdig, var hun helt stille... Hun, der ellers havde ry for, at man altid vidste, hvor hun var - for det kunne man nemlig høre... Og nu sad hun bare helt stille og sagde absolut ingenting.
Med tårerne trillende ned af kinden gav hun så sit svar på mit spørgsmål: "Tænk, at du har set alt det... Jeg troede, jeg skulle have skideballe og så siger du bare alt det, der ligger herinde" Ved det sidste ord pegede hun på sit hjerte og jeg fortsatte:
Skru ned for det negative, så bliver det positivt
"Jeg fortæller bare, hvad jeg ser og jeg ser et menneske, som har fundet sin hylde. Som har fundet noget at brænde for og arbejde for. Og jeg tænker, at det, du gør her er noget, du skal satse meget mere på. Har du tænkt på, at lige så meget, som du ønsker, at brugerne skal have det godt og føle sig godt tilpas, lige så meget skal de andre frivillige også have det godt og føle sig godt tilpas?"
Samtalen fortsatte et par minutter og hun åbnede fuldstændig op for posen og begyndte selv at komme med en masse forslag til, hvordan hun kunne gøre en positiv forskel for både brugere og frivillige medarbejdere og i tiden efter kunne man virkelig mærke en forskel.
Anerkendelse af intentionen skaber forandring
Samtalen og ikke mindst hendes indsats efterfølgende blev noget af en kovending for værestedet, som i løbet af blot få uger fik frivillige på venteliste - de fleste af dem var folk, hun havde skaffet og som hun egentlig havde tænkt på længe, men som hun ikke havde villet anbefale stedet, fordi hun følte, at de ikke ville kunne passe ind.
Stemningen blev fantastisk og de andre frivillige var målløse over forvandlingen. Nu kunne de pludselig mærke en glæde ved at samarbejde med hende og glædede sig til at komme på arbejde, fordi de følte, de lærte en masse og havde et godt arbejdsfællesskab.
Efter et par måneder var det en stor glæde at slippe hende. Hun havde besluttet sig for at tage en uddannelse - noget, hun havde villet længe, men som hun ikke havde turdet tro på, at hun kunne gennemføre.
Så selv om vi kunne mærke, at vi måtte undvære en energisk og effektiv ildsjæl på stedet, så var det en glæde for os at kunne sende hende videre til glæde for både hende selv og kommende arbejdsgivere.
Alt sammen fordi den negative forventning blev vendt til positiv forventning!
Jeg kan sige en hel masse om alle de retninger - og det er ikke alt sammen lige positivt - men i stedet vil jeg pege på noget, som desværre ikke rigtig er i fokus. Nemlig det, at vi er sociale væsener, der drives af at være i fællesskaber. Derfor er der én ting, der mere end noget andet driver os mod en bestemt adfærd:
Alle forsøger at leve op til andres forventninger - uanset om de er positive eller negative!Vi vil så gerne være en del af fællesskabet og en væsentlig del af det er, at vi bliver en del af gruppen og finder vores rolle i fællesskabet. Den eneste måde, vi kan finde den rolle er at tage de dele af vores personlighed, som passer til gruppens forventninger og forstærke vores brug af dem.
Problemet er, at det jo gælder for negative såvel som positive forvetninger:
Hvis andre forventer af mig, at jeg er irriterende, larmende, fylder for meget og er ubehøvlet, så vil jeg forsøge at leve op til de forventninger og sætter alt ind på at være irriterende, larmende, fylde for meget og være ubehøvlet!
Hvis andre derimod forventer af mig, at jeg er selskabelig, festlig, sætter ting i gang og udfordrer normerne, så vil jeg sætte alt ind på at opfylde det.
Forskellen er et spørgsmål om mådehold...
Lagde du egentlig mærke til, hvad jeg skrev? Lagde du mærke til de egenskaber, jeg noterede for forventningerne? Her er de igen:
| Positivt | Negativt |
| Selskabelig | Irriterende |
| Festlig | Larmende |
| Igangsætter | Fylder for meget |
| Udfordrer normerne | Ubehøvlet |
Det interessante er jo, at alle egenskaberne i den positive kolonne faktisk er de samme som i den negative. Forskellen består i den måde, man bruger egenskaberne på. Meget af det, vi opfatter som negativt er blot positive egenskaber, der er gået for vidt.
Så når vi siger: "med mådehold er alting godt," så skal det faktisk her forstås ganske bogstaveligt...
Den mest selskabelige person til en fest er rar og hyggelig at være sammen med i begyndelsen, men hvis der kommer lidt for meget alkohol indenbords, begynder de så småt at blive irriterende og klistrende...
Den festlige kan overdrive festlighederne til det bliver en uudholdelig larm
Igangsætteren, der ikke kan holde igen, men som vil sætte noget igang hele tiden, kommer til at fylde så meget, at ingen andre kan få plads.
Og så længe man udfordrer normerne inden for rimelighedens grænser, er det jo fantastisk, men hvis det overdrives, begynder sådan en person jo at være ubehøvlet og ikke særlig rar at være sammen med.
Hvad kan vi bruge det til? Hands-on experience:
For nogle år siden var jeg overordnet leder for et værested, hvor brugerne var en blanding af pensionister, alkoholikere og narkomaner. En af vores frivillige var kendt for at være en rigtig skrappedulle. Hun var konstant på nakken af de andre frivillige: skældte dem ud, når noget ikke var, som hun syntes, det skulle være, vrissede af brugere over den mindste detalje og blandede sig i stort set alt, hvad der foregik på stedet. Det skabte en utrolig dårlig stemning, især blandt de frivillige og vi kunne mærke, at det blev stadigt sværere at finde nye frivillige, fordi rygtet jo spredtes ude i byen og ingen havde lyst til at skulle ind til hende striglen...
Jeg indkaldte hende til en medarbejdersamtale, som jeg havde gjort tidligere med andre af de frivillige og da hun kom ind på mit kontor var hendes ryg spændt som en flitsbue! Alt i hendes kropssprog sagde: "Nu skal jeg garanteret have skideballe og jeg finder mig ikke i noget som helst!"
Så sagde jeg til hende: "Jeg har lagt mærke til, hvor engageret, du er og det er fantastisk at se, hvor meget, du går op i at alting skal være helt perfekt. Du har fokus på, at brugerne skal have det godt og at maden er helt i orden, lige fra bearbejdning af råvarerne og til det serveres. Du brænder for, at alle skal være gode ved hinanden og at man taler pænt til hinanden og du udstråler en energi, som jeg sjældent har set hos nogen. Er det noget, du kan nikke genkendende til?"
Hun var fuldstændig lamslået! Efterhånden, som jeg fortalte om mine observationer, slappede hun mere og mere af, satte sig i stolen og lyttede og da jeg var færdig, var hun helt stille... Hun, der ellers havde ry for, at man altid vidste, hvor hun var - for det kunne man nemlig høre... Og nu sad hun bare helt stille og sagde absolut ingenting.
Med tårerne trillende ned af kinden gav hun så sit svar på mit spørgsmål: "Tænk, at du har set alt det... Jeg troede, jeg skulle have skideballe og så siger du bare alt det, der ligger herinde" Ved det sidste ord pegede hun på sit hjerte og jeg fortsatte:
Skru ned for det negative, så bliver det positivt
"Jeg fortæller bare, hvad jeg ser og jeg ser et menneske, som har fundet sin hylde. Som har fundet noget at brænde for og arbejde for. Og jeg tænker, at det, du gør her er noget, du skal satse meget mere på. Har du tænkt på, at lige så meget, som du ønsker, at brugerne skal have det godt og føle sig godt tilpas, lige så meget skal de andre frivillige også have det godt og føle sig godt tilpas?"
Samtalen fortsatte et par minutter og hun åbnede fuldstændig op for posen og begyndte selv at komme med en masse forslag til, hvordan hun kunne gøre en positiv forskel for både brugere og frivillige medarbejdere og i tiden efter kunne man virkelig mærke en forskel.
Anerkendelse af intentionen skaber forandring
Samtalen og ikke mindst hendes indsats efterfølgende blev noget af en kovending for værestedet, som i løbet af blot få uger fik frivillige på venteliste - de fleste af dem var folk, hun havde skaffet og som hun egentlig havde tænkt på længe, men som hun ikke havde villet anbefale stedet, fordi hun følte, at de ikke ville kunne passe ind.
Stemningen blev fantastisk og de andre frivillige var målløse over forvandlingen. Nu kunne de pludselig mærke en glæde ved at samarbejde med hende og glædede sig til at komme på arbejde, fordi de følte, de lærte en masse og havde et godt arbejdsfællesskab.
Efter et par måneder var det en stor glæde at slippe hende. Hun havde besluttet sig for at tage en uddannelse - noget, hun havde villet længe, men som hun ikke havde turdet tro på, at hun kunne gennemføre.
Så selv om vi kunne mærke, at vi måtte undvære en energisk og effektiv ildsjæl på stedet, så var det en glæde for os at kunne sende hende videre til glæde for både hende selv og kommende arbejdsgivere.
Alt sammen fordi den negative forventning blev vendt til positiv forventning!
onsdag den 12. oktober 2011
Sæt gode ord på din dag...
Ord har en iboende kraft. Med ord kan du skabe liv og med ord kan du slå ihjel.
Nogle teologer siger det sådan, at "ordet skaber, hvad det nævner."
Jeg tror, der er noget rigtigt i det. Måske ikke sådan rent bogstaveligt, men i hvert fald på den måde, at dine og andres ord er med til at forme vores tanker og følelser og dermed også vores opfattelse af verden omkring os.
For nogle år siden læste jeg en artikel om et eksperiment, hvor man havde sat folk til at skelne farver på små kort fra hinanden. Derefter brugte man tid på at terpe navne på de forskellige nuancer af farver, så folk dermed havde flere ord at hæfte farverne op på. Så testede man igen og opdagede at testpersonernes evne til at skelne mellem farvenuancer hang direkte sammen med, hvor mange nuancer de kunne navnet på.
Nu skal man jo altid være varsom med at trække undersøgelsesresultater fra ét videnskabeligt felt til et andet, men det er min erfaring, at mit ordvalg på en problemstilling er afgørende.
F.eks. taler man af og til om "børn med særlige behov." Det udtryk har ændret vores måde at håndtere den type børn. Hvor de før betragtedes som underlige og ubehjælpelige, ses de nu som børn, der har brug for noget andet end flertallet. Nu kan de hjælpes.
Gad vide, hvad der ville ske, hvis vi i stedet sagde "børn med særlige kompetencer?"
Mon ikke det ville flytte fokus fra, at de er nogle stakler, vi skal pakke ind i vat, til i stedet at have noget særligt at byde på, som skal fremelskes med pædagogiske virkemidler?
På samme måde kan jeg fremelske mine kompetencer. I stedet for at sige: "jeg er ikke god til..." kan jeg definere en proaktiv indsats med at sige: "jeg kan blive bedre til..."
Og på samme måde kan jeg løfte en dag ved at sige: "Det bliver en god dag og jeg glæder mig til at møde mine udfordringer."
Sæt gode ord på din dag... det gør en verden til forskel!
Nogle teologer siger det sådan, at "ordet skaber, hvad det nævner."
Jeg tror, der er noget rigtigt i det. Måske ikke sådan rent bogstaveligt, men i hvert fald på den måde, at dine og andres ord er med til at forme vores tanker og følelser og dermed også vores opfattelse af verden omkring os.
For nogle år siden læste jeg en artikel om et eksperiment, hvor man havde sat folk til at skelne farver på små kort fra hinanden. Derefter brugte man tid på at terpe navne på de forskellige nuancer af farver, så folk dermed havde flere ord at hæfte farverne op på. Så testede man igen og opdagede at testpersonernes evne til at skelne mellem farvenuancer hang direkte sammen med, hvor mange nuancer de kunne navnet på.
Nu skal man jo altid være varsom med at trække undersøgelsesresultater fra ét videnskabeligt felt til et andet, men det er min erfaring, at mit ordvalg på en problemstilling er afgørende.
F.eks. taler man af og til om "børn med særlige behov." Det udtryk har ændret vores måde at håndtere den type børn. Hvor de før betragtedes som underlige og ubehjælpelige, ses de nu som børn, der har brug for noget andet end flertallet. Nu kan de hjælpes.
Gad vide, hvad der ville ske, hvis vi i stedet sagde "børn med særlige kompetencer?"
Mon ikke det ville flytte fokus fra, at de er nogle stakler, vi skal pakke ind i vat, til i stedet at have noget særligt at byde på, som skal fremelskes med pædagogiske virkemidler?
På samme måde kan jeg fremelske mine kompetencer. I stedet for at sige: "jeg er ikke god til..." kan jeg definere en proaktiv indsats med at sige: "jeg kan blive bedre til..."
Og på samme måde kan jeg løfte en dag ved at sige: "Det bliver en god dag og jeg glæder mig til at møde mine udfordringer."
Sæt gode ord på din dag... det gør en verden til forskel!
Published with Blogger-droid v1.7.4
tirsdag den 11. oktober 2011
Fake it till you make it...
Bloggen i dag er provokerende. Bare så du ved det!
Ikke fordi provokation er den hellige gral inden for kommunikation, for det er ikke tilfældet. Faktisk kan provokation være decideret skadelig, når den ikke er gennemtænkt.
Nogle gange er provokation dog en god måde at få os rystet i vores grundvold, fordi det løsner op for den iboende trang til tryghed: forandring fryder nemlig sjældent inden den er gennemført.
Når jeg denne gang bruger provokation, er det altså fordi emnet kalder på det og inden du nu får, skal vi sige "alternative tanker," om overskriften, vil jeg løfte sløret: det handler om at gøre sig fri af din manglende selvværds snærende bånd og gå efter det, du er god til.
Fake it Till you make it er noget, en af mine gode venner siger, når nogen skal påtage sig en opgave, de ikke er vante til.
Hvis du skal sætte et projekt i søen og ikke før har fungeret som tovholder: Fake it Till you make it...
Hvis du er ved at skifte branche: Fake it Till you make it...
Hvis du skal til samtale på et job, som du er en anelse underkvalificeret til: Fake it Till you make it...
Man kan indvende, at det er uærligt og i så fald har vi et alvorligt med integriteten, vores vigtigste livsværktøj, men det er vel ikke uærligt at gå efter det, du kan og det, du ved, du hurtigt kan lære?
Det hedder jo ikke bare "Fake it" - det hedder også "till you make it..." Der er en klar intention om, at det skal være ægte og værdifuldt...
Jeg satser på min gode vens råd og går efter det helt særlige, jeg kan...
Ikke fordi provokation er den hellige gral inden for kommunikation, for det er ikke tilfældet. Faktisk kan provokation være decideret skadelig, når den ikke er gennemtænkt.
Nogle gange er provokation dog en god måde at få os rystet i vores grundvold, fordi det løsner op for den iboende trang til tryghed: forandring fryder nemlig sjældent inden den er gennemført.
Når jeg denne gang bruger provokation, er det altså fordi emnet kalder på det og inden du nu får, skal vi sige "alternative tanker," om overskriften, vil jeg løfte sløret: det handler om at gøre sig fri af din manglende selvværds snærende bånd og gå efter det, du er god til.
Fake it Till you make it er noget, en af mine gode venner siger, når nogen skal påtage sig en opgave, de ikke er vante til.
Hvis du skal sætte et projekt i søen og ikke før har fungeret som tovholder: Fake it Till you make it...
Hvis du er ved at skifte branche: Fake it Till you make it...
Hvis du skal til samtale på et job, som du er en anelse underkvalificeret til: Fake it Till you make it...
Man kan indvende, at det er uærligt og i så fald har vi et alvorligt med integriteten, vores vigtigste livsværktøj, men det er vel ikke uærligt at gå efter det, du kan og det, du ved, du hurtigt kan lære?
Det hedder jo ikke bare "Fake it" - det hedder også "till you make it..." Der er en klar intention om, at det skal være ægte og værdifuldt...
Jeg satser på min gode vens råd og går efter det helt særlige, jeg kan...
Published with Blogger-droid v1.7.4
lørdag den 8. oktober 2011
Fortæl mig lidt om dig selv...
Hvad kan du? <-> Hvem er du?
Når jeg møder et nyt menneske, som jeg gerne vil i snak med, spørger jeg gerne, hvad de laver. Det er en nem måde at sætte gang i samtalen. Det er ganske ufarligt at spørge om, for det rører ikke umiddelbart ved noget privat eller følelsesmæssigt - for det meste, i hvert fald.
Det sjove er, at hvis jeg i stedet siger: "Fortæl mig lidt om dig selv," så er svaret præcis det samme, selv om der er fundamental forskel på de to spørgsmål. "Hvad laver du?" hæfter sig op på skole eller job og hænger derfor nøje sammen med det, som et menneske kan producere; det, der lykkedes og ikke lykkedes, succes og fiasko...
"Fortæl mig om dig selv" er derimod hæftet op på din identitet. Det handler om, hvem du er som menneske: din passion, dine drømme og forhåbninger, dine bekymringer og udfordringer.
Job <-> Identitet
I P1 kunne man 6.okt. høre en politiker sige, at vi danskere har vores identitet i vores job og måske er det netop dét, der gør, at vi svarer ens på de to spørgsmål - fordi "fortæl om dig selv" i vores ører lyder som "fortæl mig om dit job"
At vi ser en stor del af vores identitet i vores job er jeg ikke spor i tvivl om, men jeg tror, det er en illusion, vi har fanget os selv i - for selv om vores job fylder meget og selv om vores job forhåbentlig passer godt til den person, vi hver især er, så er det ikke jobbet, der er vores identitet. Det er snarere vores identitet, der skubber os i retning af det job, der så at sige "er mig."
Hvad er problemet?
Måske tænker du, at det vel egentlig er ret ligegyldigt, om jobbet skaber min identitet eller min identitet skubber mig i retning af det job, der passer til mig og hvis job og identitet altid passede sammen, ville jeg nok give dig ret et langt stykke hen ad vejen - men sådan er det desværre sjældent.
Den rigtige til det forkerte job
Forestil dig en nyuddannet pædagog, der imponerer sin afdelingsleder med sine fantastiske kompetencer. Pædagogen, lad os kalde hende Lene, viser initiativ, er nysgerrig og lærenem, og udviser styrke i både nytænkning og en solid teoretisk fundering. Derfor får hun snart en stilling som souschef. Hun er glad og går til opgaven med krum hals. Men efter et stykke tid begynder hun at virke træt og uoplagt. Hun har svært ved at få gjort vagtplaner færdige til tiden og der er konstant problemer med at få timetallene for medarbejderne til at passe. Opgaverne hober sig op på hendes skrivebord, medarbejderne på afdelingen bliver mere og mere utilfredse med hende og sygefraværet på afdelingen eksploderer. Det ender med, at hun til sidst må smide håndklædet i ringen og sige sit job op.
Den rigtige - til det rigtige job!
Da stillingen som chef for hele den store institution nogle år senere slås op, finder man pludselig Lene blandt ansøgerne. Hun får jobbet, bl.a. fordi hun kan henvise til nogle fremragende anbefalinger fra tidligere ledere på institutionen.
Hendes tidligere kolleger på afdelingen er mildt sagt skeptiske. De har følt på egen krop, hvordan det er at være sat under Lene. Men besynderligt nok bliver Lene en kæmpe succes som chef for det hele. Hun er tydeligvis engageret, visionær og kan begejstre sine medarbejdere og selv de, hvis mund lignede en hønserøv, da hun blev ansat, finder hende både behagelig og yderst kompetent til jobbet.
En dag er hun på besøg på sin gamle afdeling og her er der en af medarbejderne, der spørger hende: "Lene, jeg var bestemt ikke glad, da jeg så, du fik stillingen, men jeg må nok sige, at du er kommet efter det - hvad i alverden er der dog sket?"
Og Lenes forklaring er ganske simpel og ganske typisk:
Da hun blev souschef, blev hun nærmest begravet i papirarbejde: timeregnskaber, vagtplaner og udfærdigelse af blanketter for både det ene og det andet var ved at slå hende ihjel. Men hun var stædig og nægtede at give op. Først da nogen havde modet til at smide kortene på bordet for hende, fandt hun ud af, hvad problemet var: Hver gang, hun fik en ny lederstilling, sad hun og gemte sig bag sit skrivebord med alle mulige papirer, i stedet for at være leder ude ved medarbejderne. Det er altså for dumt, for det var jo dét, hun kunne - få dog en anden til at ordne administrationen!
Lene søgte stillingen som leder for hele institutionen, forlangte at få en sekretær, der kunne ordne alt det administrative - og så kom resultaterne!
Det hierakiske paradoks
Eksemplet her er en sammensmeltning af historier fra virkeligheden og beskriver den situation, vi har derude: at den, der er dygtig til at lede på det menneskelige plan, sjældent er dygtig til at lede på det administrative plan - alligevel har vi ofte et hierarki i organisationer, hvor vi tager de dygtige relationsledere og kaster dem ind i en administrativ ledelsesstilling, hvor de drukner og vaccineres for nogensinde at tage sådan en stilling igen. Medmindre deres nærmeste leder tager affære og giver dem den opgave som leder, de er bedst til. Og skal de så avancere yderligere til en stilling som chef for det hele, så er det lige pludselig igen deres spidskompetencer, der er vigtigst. Turen starter og slutter med det, de kan, men alt det ind imellem er ren administration - og det er ærlig talt ikke særlig smart!
Prøv at svare på det, du bliver spurgt om...?
Når du næste gang til en jobsamtale bliver bedt om at fortælle lidt om dig selv, så lad være med at spilde tiden på udenomssnak. Fortæl, hvem du er: hvad brænder du for? hvad er din passion? hvad inspirerer dig og giver dig energi? For når din kommende chef beder dig om at fortælle om dig selv, så er det faktisk fordi, han gerne vil vide lidt om, hvem du er - hverken mere eller mindre...
Når jeg møder et nyt menneske, som jeg gerne vil i snak med, spørger jeg gerne, hvad de laver. Det er en nem måde at sætte gang i samtalen. Det er ganske ufarligt at spørge om, for det rører ikke umiddelbart ved noget privat eller følelsesmæssigt - for det meste, i hvert fald.
Det sjove er, at hvis jeg i stedet siger: "Fortæl mig lidt om dig selv," så er svaret præcis det samme, selv om der er fundamental forskel på de to spørgsmål. "Hvad laver du?" hæfter sig op på skole eller job og hænger derfor nøje sammen med det, som et menneske kan producere; det, der lykkedes og ikke lykkedes, succes og fiasko...
"Fortæl mig om dig selv" er derimod hæftet op på din identitet. Det handler om, hvem du er som menneske: din passion, dine drømme og forhåbninger, dine bekymringer og udfordringer.
Job <-> Identitet
I P1 kunne man 6.okt. høre en politiker sige, at vi danskere har vores identitet i vores job og måske er det netop dét, der gør, at vi svarer ens på de to spørgsmål - fordi "fortæl om dig selv" i vores ører lyder som "fortæl mig om dit job"
At vi ser en stor del af vores identitet i vores job er jeg ikke spor i tvivl om, men jeg tror, det er en illusion, vi har fanget os selv i - for selv om vores job fylder meget og selv om vores job forhåbentlig passer godt til den person, vi hver især er, så er det ikke jobbet, der er vores identitet. Det er snarere vores identitet, der skubber os i retning af det job, der så at sige "er mig."
Hvad er problemet?
Måske tænker du, at det vel egentlig er ret ligegyldigt, om jobbet skaber min identitet eller min identitet skubber mig i retning af det job, der passer til mig og hvis job og identitet altid passede sammen, ville jeg nok give dig ret et langt stykke hen ad vejen - men sådan er det desværre sjældent.
Den rigtige til det forkerte job
Forestil dig en nyuddannet pædagog, der imponerer sin afdelingsleder med sine fantastiske kompetencer. Pædagogen, lad os kalde hende Lene, viser initiativ, er nysgerrig og lærenem, og udviser styrke i både nytænkning og en solid teoretisk fundering. Derfor får hun snart en stilling som souschef. Hun er glad og går til opgaven med krum hals. Men efter et stykke tid begynder hun at virke træt og uoplagt. Hun har svært ved at få gjort vagtplaner færdige til tiden og der er konstant problemer med at få timetallene for medarbejderne til at passe. Opgaverne hober sig op på hendes skrivebord, medarbejderne på afdelingen bliver mere og mere utilfredse med hende og sygefraværet på afdelingen eksploderer. Det ender med, at hun til sidst må smide håndklædet i ringen og sige sit job op.
Den rigtige - til det rigtige job!
Da stillingen som chef for hele den store institution nogle år senere slås op, finder man pludselig Lene blandt ansøgerne. Hun får jobbet, bl.a. fordi hun kan henvise til nogle fremragende anbefalinger fra tidligere ledere på institutionen.
Hendes tidligere kolleger på afdelingen er mildt sagt skeptiske. De har følt på egen krop, hvordan det er at være sat under Lene. Men besynderligt nok bliver Lene en kæmpe succes som chef for det hele. Hun er tydeligvis engageret, visionær og kan begejstre sine medarbejdere og selv de, hvis mund lignede en hønserøv, da hun blev ansat, finder hende både behagelig og yderst kompetent til jobbet.
En dag er hun på besøg på sin gamle afdeling og her er der en af medarbejderne, der spørger hende: "Lene, jeg var bestemt ikke glad, da jeg så, du fik stillingen, men jeg må nok sige, at du er kommet efter det - hvad i alverden er der dog sket?"
Og Lenes forklaring er ganske simpel og ganske typisk:
Da hun blev souschef, blev hun nærmest begravet i papirarbejde: timeregnskaber, vagtplaner og udfærdigelse af blanketter for både det ene og det andet var ved at slå hende ihjel. Men hun var stædig og nægtede at give op. Først da nogen havde modet til at smide kortene på bordet for hende, fandt hun ud af, hvad problemet var: Hver gang, hun fik en ny lederstilling, sad hun og gemte sig bag sit skrivebord med alle mulige papirer, i stedet for at være leder ude ved medarbejderne. Det er altså for dumt, for det var jo dét, hun kunne - få dog en anden til at ordne administrationen!
Lene søgte stillingen som leder for hele institutionen, forlangte at få en sekretær, der kunne ordne alt det administrative - og så kom resultaterne!
Det hierakiske paradoks
Eksemplet her er en sammensmeltning af historier fra virkeligheden og beskriver den situation, vi har derude: at den, der er dygtig til at lede på det menneskelige plan, sjældent er dygtig til at lede på det administrative plan - alligevel har vi ofte et hierarki i organisationer, hvor vi tager de dygtige relationsledere og kaster dem ind i en administrativ ledelsesstilling, hvor de drukner og vaccineres for nogensinde at tage sådan en stilling igen. Medmindre deres nærmeste leder tager affære og giver dem den opgave som leder, de er bedst til. Og skal de så avancere yderligere til en stilling som chef for det hele, så er det lige pludselig igen deres spidskompetencer, der er vigtigst. Turen starter og slutter med det, de kan, men alt det ind imellem er ren administration - og det er ærlig talt ikke særlig smart!
Prøv at svare på det, du bliver spurgt om...?
Når du næste gang til en jobsamtale bliver bedt om at fortælle lidt om dig selv, så lad være med at spilde tiden på udenomssnak. Fortæl, hvem du er: hvad brænder du for? hvad er din passion? hvad inspirerer dig og giver dig energi? For når din kommende chef beder dig om at fortælle om dig selv, så er det faktisk fordi, han gerne vil vide lidt om, hvem du er - hverken mere eller mindre...
fredag den 7. oktober 2011
Du må nyde, før du kan yde, så du kan nyde...?
Man skal yde, før man kan nyde, lyder et gammelt princip. Det er et godt og sundt princip. Hvis ikke vi forventer noget af hinanden, bliver alting koldt og ligegyldigt, for vi trives med at der er brug for os. Vi kan ikke bære, hvis det er ligegyldigt om vi yder noget.
For at vi kan yde og dermed have mening i tilværelsen, må vi have noget at yde med. Det kræver, at vi modtager noget.
Og så er cirklen sluttet: man skal yde, før man kan nyde - og man må nyde for at kunne yde.
I vores samfund har vi de senere år ladet nyde-delen glide i baggrunden. Vi har haft stor fokus på yde i en tid, hvor væksten var næsten helt overgearet.
Nu, hvor krisen har ramt os, skal det nok vise sig, at der kommer mere fokus på nyde... jo, for nu kommer det jo tættere på... min nabo eller bedste ven blev fyret i går. Det kunne blive mig i morgen... Så får vi nemlig øjnene op!
Den dynamik giver et underligt resultat: når der er mindst behov for fokus på yde, fokuserer vi på yde og når der er mindst brug for at fokusere på nyde, så er det nyde, der er i højsædet...
Hmmm.... måske er vi slet ikke så kloge, som vi tror...?
For at vi kan yde og dermed have mening i tilværelsen, må vi have noget at yde med. Det kræver, at vi modtager noget.
Og så er cirklen sluttet: man skal yde, før man kan nyde - og man må nyde for at kunne yde.
I vores samfund har vi de senere år ladet nyde-delen glide i baggrunden. Vi har haft stor fokus på yde i en tid, hvor væksten var næsten helt overgearet.
Nu, hvor krisen har ramt os, skal det nok vise sig, at der kommer mere fokus på nyde... jo, for nu kommer det jo tættere på... min nabo eller bedste ven blev fyret i går. Det kunne blive mig i morgen... Så får vi nemlig øjnene op!
Den dynamik giver et underligt resultat: når der er mindst behov for fokus på yde, fokuserer vi på yde og når der er mindst brug for at fokusere på nyde, så er det nyde, der er i højsædet...
Hmmm.... måske er vi slet ikke så kloge, som vi tror...?
Published with Blogger-droid v1.7.4
torsdag den 6. oktober 2011
Selvværd og selvtillid
To sider af selvopfattelsen
Selvværd og selvtillid er to sider af vores selvopfattelse. Mens selvtilliden er udtryk for et øjebliksbillede, er selvværdet i højere grad fundamentet for det gode liv. Hvordan vi handler og taler har en helt igennem afgørende betydning for vores tilværelse, fordi det afgør vægten mellem selvværd og selvtillid.
Selvværdet er vigtigst
Dén fordeling betyder alt! Og det vigtigste er selvværdet! Uden selvværdet kommer du ingen vegne med nok så stor en selvtillid.
Selvtilliden er nemlig hæftet op på et øjebliksbillede af din success: lykkes du lige nu? har du lige nu success med de ting, du laver? - og blot en enkelt fiasko... så vælter en del af din selvtillid og du må starte forfra...
Selvværdet derimod er der langt mere substans i, for det handler ikke om, hvad du lykkes med - det handler dybest set om, hvem du er og hvad du kan bidrage med, når du blot du trives...
Lad mig prøve at illustrere det med en drage. Sådan en gammeldags drage med et kors i midten og gavepapir trukket hen over og med en hale af sløjfer for enden.
I dragen er selvværdet korset i midten, som selvtilliden trækkes ud over. Hvis korset er gået i stykker eller er lavet af et bøjeligt materiale, kommer du altid op at flyve, for uanset en fantastisk selvtillid, så klapper dragen sammen og du får ingen luft under vingerne.
Men hvad så uden selvtillid?
Har du ingen selvtillid at trække over selvværdet, kommer du heller ikke op at flyve - det er selvfølgelig en fornuftig indvending. Men tænk på, at en drage med kors og uden vinger trods alt ikke ligger som en slatten klud på marken efter en fejlslagen flyvetur, hvor alle kan pege fingre og le: "prøv lige at se den fiasko, tænk, at du troede den ville flyve?!"
En drage uden vinger sætter vi ikke op at flyve, men hvordan er det nu også lige, vi starter, når vi skal bygge en drage?
Vi starter selvfølgelig med at sætte de to pinde sammen til et skelet, der skal bære vingerne!
Vi starter altså med selvværdet og her er det vigtigt at forstå, hvad der bygger selvværd og hvad der bygger selvtillid:
Sætter du mål eller intentioner?
Vi er så vante til at høre om målsætninger. Du skal sætte mål for din tilværelse, lyder det fra eksperterne, for når du gør det, har du noget at gå efter og så holder du dig i mental form - du er i konstant bevægelse.
Det kan være udmærket at sætte sig nogle mål, men målsætning har en slagside: du kan aldrig være sikker på at nå dine mål...
Og et mål, der ikke er nået, er dybest set en fiasko i vores optik. Og så har vi balladen: jeg er ikke lykkedes med mit forehavende, jeg fik ikke succes, jeg er en fiasko, jeg duer ikke til noget og lige pludselig er selvtilliden helt i bund.
Årsagen er ganske enkelt den, at målsætning netop hæfter sig op på selvtilliden. Målsætning handler om succes og fiasko og er dermed et øjebliksbillede.
Men med en lille omformulering kan vi flytte fokus over på selvværdet: jeg har ikke et mål om at blive dygtig til mit fag - jeg har i stedet en intention om at forbedre mine kompetencer. Jeg kan stadig måle, om jeg flytter mig og bliver bedre, men jeg straffer ikke mig selv med fiasko, fordi jeg ikke nåede målet.
Dette indlæg er mangelfuldt!
Jeg er slet ikke færdig med forholdet mellem selvtillid og selvværd og jeg anerkender, at indlægget her overhovedet ikke er fyldestgørende. Det er ikke særlig velformuleret og der er huller, som mangler at blive udfyldt. Min intention er at gøre indlægget færdigt, men jeg har valgt at sætte det på bloggen allerede nu, i stedet for at vente, til det er helt perfekt - for det bliver det nok aldrig og det er vel bedre at sætte det i gang? Måske har du input, der kan hjælpe os videre i arbejdet med selvværdet?
Selvværd og selvtillid er to sider af vores selvopfattelse. Mens selvtilliden er udtryk for et øjebliksbillede, er selvværdet i højere grad fundamentet for det gode liv. Hvordan vi handler og taler har en helt igennem afgørende betydning for vores tilværelse, fordi det afgør vægten mellem selvværd og selvtillid.
Selvværdet er vigtigst
Dén fordeling betyder alt! Og det vigtigste er selvværdet! Uden selvværdet kommer du ingen vegne med nok så stor en selvtillid.
Selvtilliden er nemlig hæftet op på et øjebliksbillede af din success: lykkes du lige nu? har du lige nu success med de ting, du laver? - og blot en enkelt fiasko... så vælter en del af din selvtillid og du må starte forfra...
Selvværdet derimod er der langt mere substans i, for det handler ikke om, hvad du lykkes med - det handler dybest set om, hvem du er og hvad du kan bidrage med, når du blot du trives...
Lad mig prøve at illustrere det med en drage. Sådan en gammeldags drage med et kors i midten og gavepapir trukket hen over og med en hale af sløjfer for enden.
I dragen er selvværdet korset i midten, som selvtilliden trækkes ud over. Hvis korset er gået i stykker eller er lavet af et bøjeligt materiale, kommer du altid op at flyve, for uanset en fantastisk selvtillid, så klapper dragen sammen og du får ingen luft under vingerne.
Men hvad så uden selvtillid?
Har du ingen selvtillid at trække over selvværdet, kommer du heller ikke op at flyve - det er selvfølgelig en fornuftig indvending. Men tænk på, at en drage med kors og uden vinger trods alt ikke ligger som en slatten klud på marken efter en fejlslagen flyvetur, hvor alle kan pege fingre og le: "prøv lige at se den fiasko, tænk, at du troede den ville flyve?!"
En drage uden vinger sætter vi ikke op at flyve, men hvordan er det nu også lige, vi starter, når vi skal bygge en drage?
Vi starter selvfølgelig med at sætte de to pinde sammen til et skelet, der skal bære vingerne!
Vi starter altså med selvværdet og her er det vigtigt at forstå, hvad der bygger selvværd og hvad der bygger selvtillid:
Sætter du mål eller intentioner?
Vi er så vante til at høre om målsætninger. Du skal sætte mål for din tilværelse, lyder det fra eksperterne, for når du gør det, har du noget at gå efter og så holder du dig i mental form - du er i konstant bevægelse.
Det kan være udmærket at sætte sig nogle mål, men målsætning har en slagside: du kan aldrig være sikker på at nå dine mål...
Og et mål, der ikke er nået, er dybest set en fiasko i vores optik. Og så har vi balladen: jeg er ikke lykkedes med mit forehavende, jeg fik ikke succes, jeg er en fiasko, jeg duer ikke til noget og lige pludselig er selvtilliden helt i bund.
Årsagen er ganske enkelt den, at målsætning netop hæfter sig op på selvtilliden. Målsætning handler om succes og fiasko og er dermed et øjebliksbillede.
Men med en lille omformulering kan vi flytte fokus over på selvværdet: jeg har ikke et mål om at blive dygtig til mit fag - jeg har i stedet en intention om at forbedre mine kompetencer. Jeg kan stadig måle, om jeg flytter mig og bliver bedre, men jeg straffer ikke mig selv med fiasko, fordi jeg ikke nåede målet.
Dette indlæg er mangelfuldt!
Jeg er slet ikke færdig med forholdet mellem selvtillid og selvværd og jeg anerkender, at indlægget her overhovedet ikke er fyldestgørende. Det er ikke særlig velformuleret og der er huller, som mangler at blive udfyldt. Min intention er at gøre indlægget færdigt, men jeg har valgt at sætte det på bloggen allerede nu, i stedet for at vente, til det er helt perfekt - for det bliver det nok aldrig og det er vel bedre at sætte det i gang? Måske har du input, der kan hjælpe os videre i arbejdet med selvværdet?
tirsdag den 4. oktober 2011
Har du talt med dit hjerte i dag?
Da jeg var stor teenager, kørte mange rundt med en streamer på bilen, hvor der stod: "har du talt med dit barn i dag?"
Så kom årene, hvor man talte om "kvalitetstid" som et mantra, der skulle forsikre os om, at det, der betød noget, var kvaliteten af samværet og ikke, hvor meget tid, vi brugte på at være sammen. Det var mere belejligt at forberede aktiviteter, vi kunne være sammen om, end at afsætte tid til fællesskab.
Belejligt, men ikke godt!
For der er ingen nem vej til trygge relationer - og godt det samme, for det, der kommer let, har ringe værdi.
Det samme gælder hjertet.
Midt i al travlheden med job og hus må du stoppe op en gang imellem og lytte til dit hjerte: er mit liv sådan indrettet, at jeg glædes? Arbejder jeg med noget, jeg brænder for? Eller drænes jeg af opgaver, jeg ikke bryder mig om og som bare gør mig mere og mere træt?
Det kan lyde lidt pladderhumanistisk - som om det rigtige altid er det, der føles rigtigt.
Men det er ikke dét, der er på spil. Min pointe er derimod, at der skal være balance i regnskabet. Du må fyldes for at kunne give.
Mangel på hjertebalance kalder på hjerteambulance...
Har du talt med dit hjerte i dag?
Så kom årene, hvor man talte om "kvalitetstid" som et mantra, der skulle forsikre os om, at det, der betød noget, var kvaliteten af samværet og ikke, hvor meget tid, vi brugte på at være sammen. Det var mere belejligt at forberede aktiviteter, vi kunne være sammen om, end at afsætte tid til fællesskab.
Belejligt, men ikke godt!
For der er ingen nem vej til trygge relationer - og godt det samme, for det, der kommer let, har ringe værdi.
Midt i al travlheden med job og hus må du stoppe op en gang imellem og lytte til dit hjerte: er mit liv sådan indrettet, at jeg glædes? Arbejder jeg med noget, jeg brænder for? Eller drænes jeg af opgaver, jeg ikke bryder mig om og som bare gør mig mere og mere træt?
Det kan lyde lidt pladderhumanistisk - som om det rigtige altid er det, der føles rigtigt.
Men det er ikke dét, der er på spil. Min pointe er derimod, at der skal være balance i regnskabet. Du må fyldes for at kunne give.
Mangel på hjertebalance kalder på hjerteambulance...
Har du talt med dit hjerte i dag?
Published with Blogger-droid v1.7.4
mandag den 3. oktober 2011
Innovation som fag kvæler det innovative!
Innovation!
Et af de helst store modeord for tiden er "innovation." Virksomhederne tørster efter det, uddannelsesinstitutionerne arbejder med det og minsandten om ikke også innovation blev bragt i spil under valgkampen med statsminister Lars Løkke Rasmussens og Venstres forslag om at sætte det på som fag i folkeskolen. Dette sidste element viser en tydelig mangel på forståelse for sagen, men det vender jeg tilbage til.
Egentlig er det ikke noget nyt, at vi i Danmark skriger på innovation - det er nok et af de mest interessante udviklingspotentialer, vi har...
Men når vi nu ser, hvordan fokus på innovation er øget kraftigt de senere år, er det nok ikke et tegn på, at vi er gode til det eller at markedet er ved at være fyldt op af det - det er snarere omvendt: alt for få områder i Danmark har nok innovation!
Jeg vil vove en påstand om, hvad der er galt: der er rigeligt af folk, som har det innovative talent, men de, der træffer beslutningerne, vil med vold og magt have talenterne puttet i en kasse, hvor de ikke har det nødvendige spillerum!
Sagen er, at en innovativ tankegang ikke er noget, man kan lære. Jovist kan man lære teknikker, der forbedrer det innovative element i en virksomhed, men tankegangen i sig selv hører nøje sammen med personlighed og her ligger både en guldgrube og en udfordring.
Guldgruben er, at der findes mange innovative mennesker. Det er folk, som helt naturligt søger det anderledes og det ukendte. Folk, som ikke kan acceptere et "det kan ikke lade sig gøre - det har vi prøvet," men snarere anspores af det udsagn til at knokle for at bevise, at det kan lade sig gøre.
Den slags mennesker er nysgerrige, begejstres af ny viden og aha-oplevelser ud over det sædvanlige og stiller altid spørgsmål: "Hvordan fungerer det?" - "Hvorfor gør vi det sådan?" - "Kan vi ikke gøre det lidt smartere, hvis...?"
De er overhovedet ikke strukturerede, kan til tider virke, som om de slet ingen realitetssans har og er for den administrerende direktør noget af det mest frustrerende at arbejde sammen med, fordi man kan få følelsen af, at de ryster grunden under ens fødder og gør hele virksomheden usikker.
Frygten for det ukendte og ængstelsen i aldrig at vide, hvornår de kommer ind på direktørens kontor og præsenterer endnu en virkelighedsfjern og vanvittig idé, får ofte chefen til at gå i en kæmpe bue uden om, når der skal forfremmes eller ansættes nye medarbejdere.
Og når virksomheden så sætter fokus på Innovation og søger nye medarbejdere, der skal stå for det innovative, så kommer stillingsopslaget hurtigt til at lyde som om man søger en superstruktureret revisor, der føler sig enormt dristig, når han fristes til at skrive udgifterne med lyserødt i stedet for blodrødt... - og det bliver virksomheden altså ikke innovativ af.
En simpel gennemgang af stillingsopslag på jobindex, jobnet, step-stone osv. hvor overskriften hedder noget med innovation eller udvikling viser tydeligt fænomenet.
Selv om overskriften indeholder de fremstræbende begreber, er det forunderligt at læse jobbeskrivelsen, som typisk hedder noget med:
- Forberedelse af salgsmateriale
- Planlægning af møder
- Beregne omkostninger ved nye produkter
- Planlægge marketing
- Organisere medarbejdere
- Statusrsapportering
- Administrative ledelsesopgaver
Alt sammen vigtige opgaver, som skal være på plads, uanset om man vil vedligeholde eller finde på nyt - men - IKKE OPGAVER FOR EN INNOVATIV ILDSJÆL!
Så længe ledelsen i en virksomhed består primært af administrative ledere, som holder af og evner at skabe struktur og fastholde en kurs, stiller det et enkelt særligt krav, hvis man ønsker en innovativ virksomhed:
Vær en leder, der samler folk omkring dig, som IKKE ligner dig og som er en udfordring at arbejde sammen med. Det innovative og det usikre går nu engang hånd i hånd og hvis du som leder giver efter for frygten for det ukendte, vil innovation aldrig blive en integreret del af din virksomhed.
Du kan sagtens ansætte innovative folk i din virksomhed, for de søger såmænd stillingen alligevel, selv om den indeholder en del administrativt arbejde, men du får aldrig det fulde udbytte af dem og de bliver kvalt, inden de kommer rigtig i gang med den opgave, du har ansat dem til.
Og her kommer vi tilbage til, hvorfor innovation ikke bør være på skoleskema:
1. Innovation er i sin natur ikke skematisk
2. Innovation er noget, man kan eller ikke kan - hvis man kan, er uddannelse i innovation et redskab til at gøre det endnu bedre - hvis man ikke kan, er uddannelse i innovation, i bedste fald, uden effekt...
Hvad tænker du? Er innovation noget, man kan lære?
Et af de helst store modeord for tiden er "innovation." Virksomhederne tørster efter det, uddannelsesinstitutionerne arbejder med det og minsandten om ikke også innovation blev bragt i spil under valgkampen med statsminister Lars Løkke Rasmussens og Venstres forslag om at sætte det på som fag i folkeskolen. Dette sidste element viser en tydelig mangel på forståelse for sagen, men det vender jeg tilbage til.
Egentlig er det ikke noget nyt, at vi i Danmark skriger på innovation - det er nok et af de mest interessante udviklingspotentialer, vi har...
Men når vi nu ser, hvordan fokus på innovation er øget kraftigt de senere år, er det nok ikke et tegn på, at vi er gode til det eller at markedet er ved at være fyldt op af det - det er snarere omvendt: alt for få områder i Danmark har nok innovation!
Jeg vil vove en påstand om, hvad der er galt: der er rigeligt af folk, som har det innovative talent, men de, der træffer beslutningerne, vil med vold og magt have talenterne puttet i en kasse, hvor de ikke har det nødvendige spillerum!
Sagen er, at en innovativ tankegang ikke er noget, man kan lære. Jovist kan man lære teknikker, der forbedrer det innovative element i en virksomhed, men tankegangen i sig selv hører nøje sammen med personlighed og her ligger både en guldgrube og en udfordring.
Guldgruben er, at der findes mange innovative mennesker. Det er folk, som helt naturligt søger det anderledes og det ukendte. Folk, som ikke kan acceptere et "det kan ikke lade sig gøre - det har vi prøvet," men snarere anspores af det udsagn til at knokle for at bevise, at det kan lade sig gøre.
Den slags mennesker er nysgerrige, begejstres af ny viden og aha-oplevelser ud over det sædvanlige og stiller altid spørgsmål: "Hvordan fungerer det?" - "Hvorfor gør vi det sådan?" - "Kan vi ikke gøre det lidt smartere, hvis...?"
De er overhovedet ikke strukturerede, kan til tider virke, som om de slet ingen realitetssans har og er for den administrerende direktør noget af det mest frustrerende at arbejde sammen med, fordi man kan få følelsen af, at de ryster grunden under ens fødder og gør hele virksomheden usikker.
Frygten for det ukendte og ængstelsen i aldrig at vide, hvornår de kommer ind på direktørens kontor og præsenterer endnu en virkelighedsfjern og vanvittig idé, får ofte chefen til at gå i en kæmpe bue uden om, når der skal forfremmes eller ansættes nye medarbejdere.
Og når virksomheden så sætter fokus på Innovation og søger nye medarbejdere, der skal stå for det innovative, så kommer stillingsopslaget hurtigt til at lyde som om man søger en superstruktureret revisor, der føler sig enormt dristig, når han fristes til at skrive udgifterne med lyserødt i stedet for blodrødt... - og det bliver virksomheden altså ikke innovativ af.
En simpel gennemgang af stillingsopslag på jobindex, jobnet, step-stone osv. hvor overskriften hedder noget med innovation eller udvikling viser tydeligt fænomenet.
Selv om overskriften indeholder de fremstræbende begreber, er det forunderligt at læse jobbeskrivelsen, som typisk hedder noget med:
- Forberedelse af salgsmateriale
- Planlægning af møder
- Beregne omkostninger ved nye produkter
- Planlægge marketing
- Organisere medarbejdere
- Statusrsapportering
- Administrative ledelsesopgaver
Alt sammen vigtige opgaver, som skal være på plads, uanset om man vil vedligeholde eller finde på nyt - men - IKKE OPGAVER FOR EN INNOVATIV ILDSJÆL!
Så længe ledelsen i en virksomhed består primært af administrative ledere, som holder af og evner at skabe struktur og fastholde en kurs, stiller det et enkelt særligt krav, hvis man ønsker en innovativ virksomhed:
Vær en leder, der samler folk omkring dig, som IKKE ligner dig og som er en udfordring at arbejde sammen med. Det innovative og det usikre går nu engang hånd i hånd og hvis du som leder giver efter for frygten for det ukendte, vil innovation aldrig blive en integreret del af din virksomhed.
Du kan sagtens ansætte innovative folk i din virksomhed, for de søger såmænd stillingen alligevel, selv om den indeholder en del administrativt arbejde, men du får aldrig det fulde udbytte af dem og de bliver kvalt, inden de kommer rigtig i gang med den opgave, du har ansat dem til.
Og her kommer vi tilbage til, hvorfor innovation ikke bør være på skoleskema:
1. Innovation er i sin natur ikke skematisk
2. Innovation er noget, man kan eller ikke kan - hvis man kan, er uddannelse i innovation et redskab til at gøre det endnu bedre - hvis man ikke kan, er uddannelse i innovation, i bedste fald, uden effekt...
Hvad tænker du? Er innovation noget, man kan lære?
lørdag den 1. oktober 2011
Aftaler indgås i fredstid med henblik på krigstid...
Vedtægter og jura er nok noget, der kan give de fleste mennesker hovedpine. Vi gider ikke gå op i alle mulige detaljer og kan synes, at alt det priniprytteri er tåbelig spild af tid.
Men vedtægter og jura er egentlig ikke andet en aftaler, vi laver med hinanden. Vi afstemmer forventninger for at undgå splid. Så længe, vi er enige og hygger os med hinanden er aftaler ikke vigtige, men på et eller andet tidspunkt vil vores uenighed være så stor, at følelser og engagement tager over for fornuften - og så er det for sent at lave aftaler, for så tænker vi ikke klart.
Derfor er aftaler noget, vi må lave, mens vi har det godt sammen, fordi vi véd, at uenigheden kan ødelægge vores fællesskab. Derfor formuleringen: aftaler indgås i fredstid med henblik på krigstid... Lad mig give et eksempel fra virkeligheden:
Da Kristendemokraterne i 2009 skulle have landsmøde, var situationen ophedet. Dels var der massiv ændring af principporgram på spil og dels var der indædt kampvalg om formandsposten.
Stemningen var intens og de delegeredes følelser sad uden på tøjet. På overfladen var folk høflige, men under overfladen lurede vrede og agression. Alle ønskede partiets bedste, men uenigheden om, hvad det bedste var, kombineret med engagement ud over det sædvanlige, skabte en ubehagelig atmosfære.
Det var allerede inden selve landsmødet lige ved at gå helt galt. Partiets vedtægter havde klare regler om deadline for anmelding af delegerede, men den alment brugte praksis var, at man ikke tog deadline særlig seriøst.
Nu havde den organisatoriske formand, Tove Buch, den "frækhed" at insistere på, at ved et så vigtigt landsmøde måtte reglerne overholdes til punkt og prikke: der skulle kunne stilles tvivl bagefter. Storkredsene blev informeret, så alle var klar over, at man agtede at holde fast i de aftaler, som vedtægterne indeholdt.
Desværre havde man i de storkredse, som ikke bakkede op om den siddende formand, Bodil Kornbek, ikke taget meldingen til sig, med det resultat, at partiets hovedkontor ikke kunne godkende den reviderede liste over delegerede fra bl.a. Vestjyllands storkreds, som indløb efter fristens udløb.
Vreden fra den religiøse højrefløj var til at tage og føle på: folk, som bakkede op om Bodil Kornbek blev ringet op og fraskrevet retten til at kalde sig kristen, tilhængere af et formandsskifte ville ikke hilse på venstrefløjens tilhængere på gaden og nogle blev mobbet i en grad, så de til sidst meldte sig ud af partiet.
Presset af en ophedet debat besluttede ledelsen at slække på vedtægternes bestemmelse og acceptere den traditionelle metode, selv om den var i strid med vedtægterne og landsmødet forløb nogenlunde som ventet: formanden blev væltet, principprogrammet blev udvandet i forhold til det, som udvalget havde lagt op til og Vestjyllands storkreds stod som den ubestridte sejrherre i partiet.
Tilbage står nu et par interessante spørgsmål:
Bodil Kornbek medlte sig straks ud af partiet sammen med omtrent 50 ud af ca. 200 andre delegerede og kunne derfor naturligvis ikke rent juridisk være formand for partiet længere, men når vedtægterne således blev tilsidesat for traditionen er det diskutabelt, om Bjarne Hartung Kirkegaard rent juridisk nogensinde har været formand. Men endnu værre: hvilket principprogram kan reelt siges at gælde for partiet? Kan man vedtage nogen som helst på et landsmøde, når vedtægterne for sådan et landsmøde ikke er overholdt?
Almindeligvis kan et landsmødet tilsidesætte hvad som helst, da landsmødet jo er øverste myndighed, også når det gælder vedtægterne. Hvis en landsmødeprocedure således ikke reelt er overholdt, men landsmødet godkender den ændrede procedure - ja, så er proceduren OK.
Men her var det anderledes, for her handlede det ikke alene om proceduren, men i høj grad om landsmødets autoritet til at godkende proceduren - eller med andre ord: kunne man forsvare, at de ekstra delegerede havde stemmeret til at vedtage, at de havde stemmeret?
Rent juridisk er det en gråzone ene og alene af den årsag, at vedtægterne i mange år ikke - måske endda aldrig - havde været overholdt. Og rent juridisk har traditionen ret stor vægt.
Hele denne historie tjener som et glimrende eksempel på, hvor vigtigt det er at forstå aftalens essens: vi laver aftaler, når vi er enige, for at have fornuftige aftaler om, hvordan vi træffer beslutninger, når vi IKKE er enige.
Og når vi så laver disse aftaler, så er det vigtigt, at vi overholder dem, også i de situationer, hvor vi kan tænke, det er lidt for fjollet og lidt for meget principrytteri - tager vi ikke lektien til os, mens vi har det godt sammen, så må vi lære lektien på den hårde måde, når vi bliver så uenige, at det bliver til et verbalt og mentalt blodbad...
Aftaler indgås i fredstid med henblik på krigstid!
Men vedtægter og jura er egentlig ikke andet en aftaler, vi laver med hinanden. Vi afstemmer forventninger for at undgå splid. Så længe, vi er enige og hygger os med hinanden er aftaler ikke vigtige, men på et eller andet tidspunkt vil vores uenighed være så stor, at følelser og engagement tager over for fornuften - og så er det for sent at lave aftaler, for så tænker vi ikke klart.
Derfor er aftaler noget, vi må lave, mens vi har det godt sammen, fordi vi véd, at uenigheden kan ødelægge vores fællesskab. Derfor formuleringen: aftaler indgås i fredstid med henblik på krigstid... Lad mig give et eksempel fra virkeligheden:
Da Kristendemokraterne i 2009 skulle have landsmøde, var situationen ophedet. Dels var der massiv ændring af principporgram på spil og dels var der indædt kampvalg om formandsposten.
Stemningen var intens og de delegeredes følelser sad uden på tøjet. På overfladen var folk høflige, men under overfladen lurede vrede og agression. Alle ønskede partiets bedste, men uenigheden om, hvad det bedste var, kombineret med engagement ud over det sædvanlige, skabte en ubehagelig atmosfære.
Det var allerede inden selve landsmødet lige ved at gå helt galt. Partiets vedtægter havde klare regler om deadline for anmelding af delegerede, men den alment brugte praksis var, at man ikke tog deadline særlig seriøst.
Nu havde den organisatoriske formand, Tove Buch, den "frækhed" at insistere på, at ved et så vigtigt landsmøde måtte reglerne overholdes til punkt og prikke: der skulle kunne stilles tvivl bagefter. Storkredsene blev informeret, så alle var klar over, at man agtede at holde fast i de aftaler, som vedtægterne indeholdt.
Desværre havde man i de storkredse, som ikke bakkede op om den siddende formand, Bodil Kornbek, ikke taget meldingen til sig, med det resultat, at partiets hovedkontor ikke kunne godkende den reviderede liste over delegerede fra bl.a. Vestjyllands storkreds, som indløb efter fristens udløb.
Vreden fra den religiøse højrefløj var til at tage og føle på: folk, som bakkede op om Bodil Kornbek blev ringet op og fraskrevet retten til at kalde sig kristen, tilhængere af et formandsskifte ville ikke hilse på venstrefløjens tilhængere på gaden og nogle blev mobbet i en grad, så de til sidst meldte sig ud af partiet.
Presset af en ophedet debat besluttede ledelsen at slække på vedtægternes bestemmelse og acceptere den traditionelle metode, selv om den var i strid med vedtægterne og landsmødet forløb nogenlunde som ventet: formanden blev væltet, principprogrammet blev udvandet i forhold til det, som udvalget havde lagt op til og Vestjyllands storkreds stod som den ubestridte sejrherre i partiet.
Tilbage står nu et par interessante spørgsmål:
Bodil Kornbek medlte sig straks ud af partiet sammen med omtrent 50 ud af ca. 200 andre delegerede og kunne derfor naturligvis ikke rent juridisk være formand for partiet længere, men når vedtægterne således blev tilsidesat for traditionen er det diskutabelt, om Bjarne Hartung Kirkegaard rent juridisk nogensinde har været formand. Men endnu værre: hvilket principprogram kan reelt siges at gælde for partiet? Kan man vedtage nogen som helst på et landsmøde, når vedtægterne for sådan et landsmøde ikke er overholdt?
Almindeligvis kan et landsmødet tilsidesætte hvad som helst, da landsmødet jo er øverste myndighed, også når det gælder vedtægterne. Hvis en landsmødeprocedure således ikke reelt er overholdt, men landsmødet godkender den ændrede procedure - ja, så er proceduren OK.
Men her var det anderledes, for her handlede det ikke alene om proceduren, men i høj grad om landsmødets autoritet til at godkende proceduren - eller med andre ord: kunne man forsvare, at de ekstra delegerede havde stemmeret til at vedtage, at de havde stemmeret?
Rent juridisk er det en gråzone ene og alene af den årsag, at vedtægterne i mange år ikke - måske endda aldrig - havde været overholdt. Og rent juridisk har traditionen ret stor vægt.
Hele denne historie tjener som et glimrende eksempel på, hvor vigtigt det er at forstå aftalens essens: vi laver aftaler, når vi er enige, for at have fornuftige aftaler om, hvordan vi træffer beslutninger, når vi IKKE er enige.
Og når vi så laver disse aftaler, så er det vigtigt, at vi overholder dem, også i de situationer, hvor vi kan tænke, det er lidt for fjollet og lidt for meget principrytteri - tager vi ikke lektien til os, mens vi har det godt sammen, så må vi lære lektien på den hårde måde, når vi bliver så uenige, at det bliver til et verbalt og mentalt blodbad...
Aftaler indgås i fredstid med henblik på krigstid!
Abonner på:
Opslag (Atom)